Vedtægter

Vedtægter for Søfartens Ledere stiftet 1992

Vedtægterne er ændret pr. september 1995, pr. august 1999, pr. september 2002, pr. juni 2005 pr. marts 2006, pr. 17. juli 2007, pr. juli 2008, pr. august 2010, pr. 31. juli 2013, pr. 15. juni 2018 og senest 11. april 2024

Vedtægter

§ 1. Navn

Søfartens Ledere

Binavne
Dansk Navigatørforening,
Danske Lodser og
Danish Maritime Officers

Værneting
Danmark

§ 2. Formål

1.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes faglige, økonomiske, sociale og arbejdsmiljømæssige interesser på et partipolitisk uafhængigt grundlag overfor stat, kommuner og arbejdsgivere samt nationale og internationale institutioner ved indgåelse af aftaler og overenskomster, samt ved forhandling og øvrig bistand.

2.
Søfartens Ledere er en selvstændig fagforening.

§ 3. Medlemmer

1.

  1. Aktive medlemmer
  2. Studerende
  3. Seniormedlemmer
  4. Æresmedlemmer

a)
Som aktivt medlem kan enhver skibsofficer, lods, leder eller funktionær, der har en skibsofficersuddannelse eller arbejder inden for søfartserhvervet, optages. Ved søfartserhvervet forstås rederier, virksomheder, institutioner og myndigheder med relation til skibsfart, herunder skibe og offshore virksomhed.

Endvidere kan personer som er blevet arbejdsløse efter at have været beskæftiget i de pågældende stillinger optages som aktive medlemmer.

b)
Enhver under uddannelse til skibsofficer kan optages som studerende. 

c)
Medlemmer der forlader søfartserhvervet kan fortsætte som aktive medlemmer eller overgå til et seniormedlemskab efter retningslinjerne i bestyrelsens forretningsorden.  

d)
Æresmedlemmer udnævnes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.

Hæftelse
2.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue i foreningen. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse. 

§ 4. Indmeldelse

1. 
Ved indmeldelse indtræder medlemmet i alle medlemsrettigheder og pligter, som fremgår af bestyrelsens forretningsorden, og hæfter for kontingent indtil lovlig udmeldelse har fundet sted. 

2. 
Ved indmeldelse betales et indskud, der fastsættes af bestyrelsen. Indskud betales ikke ved eventuel genindmeldelse. 

3.
Ved indmeldelse forfalder kontingentet fremadrettet ved førstkommende ordinære kontingent-opkrævning. 

4.
Efter indmeldelsen modtager medlemmet en velkomstmail og et digitalt eksemplar af foreningens vedtægter.

§ 5. Kontingent

1. 
Kontingentsatsen fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling. 

2.
Æresmedlemmer er kontingentfrie.

3.
I forbindelse med en lovlig varslet konfliktsituation, hvori foreningen er part, kan bestyrelsen påligne aktive medlemmer et ekstrakontingent, der må udgøre indtil 50 % af det månedlige kontingent.

4.
Bestyrelsen kan godkende aftaler med andre forhandlingsberettigede foreninger om dobbeltmedlemskab. Søfartens Lederes kontingentandel skal udgøre mindst 50 % af foreningens ordinære kontingent.

5.
Foreningen kan, efter ansøgning, bevilge nedsat kontingent eller kontingentfritagelse, når medlemmets forhold gør dette rimeligt, for eksempel ved længerevarende sygdom, deltidspensionering, ledighed eller lignende forhold.

6.
Såfremt et medlem ikke har betalt forfaldent kontingent efter forfaldsdato, kan medlemmet slettes af foreningen efter bestemmelserne i bestyrelsens forretningsorden. 

7.
Bestyrelsen kan yde rabat på fastsat kontingent, som har til formål at tiltrække nye medlemmer til foreningen. En sådan rabat kan maksimalt udgøre 50% af kontingentet og maksimalt vare i 12 måneder.

Bestyrelsen kan også fastsætte lavere kontingent i forbindelse med medlemsbetaling på service og produkter tilbudt af foreningen eller i samarbejde med andre organisationer eller virksomheder.

§ 6. Udmeldelse

1.
Udmeldelse skal ske ved en skriftlig anmodning til foreningen med mindst en måneds varsel og regnes til udgangen i den kommende måned.

2.
Medlemmer der efter bestyrelsens skøn udviser en opførsel, der er skadelig for foreningen, kan ekskluderes. Medlemmet kan indbringe eksklusionen for førstkommende generalforsamling, der afgør, om eksklusionen skal stå ved magt. 

§ 7. Generalforsamling

1.
Foreningens højeste myndighed, bortset fra urafstemning, er generalforsamlingen. 

2.
Den ordinære generalforsamling afholdes i løbet af første kvartal og indkaldes med mindst 1 måneds varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen og bekendtgøres i Søfartens Lederes medier. 

3.
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes på begæring af bestyrelsen eller mindst 50 aktive medlemmer, der opgiver emner til drøftelse eller vedtagelse. Indkaldelse skal ske med mindst 5 dages varsel til de e-mailadresser, medlemmerne til enhver tid har oplyst i medlemssystemet.

4.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde de følgende punkter: 

  1. Valg af dirigent

  2. Bestyrelsens årsberetning

  3. Foreningens regnskaber

  4. Budgetorientering og kontingentfastsættelse

  5. Bestyrelses-, billagskontrollant- og revisorvalg

  6. Indkomne forslag

  7. Eventuelt

Medlemsforslag til pkt. 6. skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen og offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 2 uger før generalforsamlingen. Fristen for indsendelse af medlemsforslag påføres indkaldelsen til generalforsamlingen.

5.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindeligt stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, såfremt mindst 20 aktive medlemmer er til stede. Er der ikke 20 aktive medlemmer til stede, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, der er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte. Et stemmeberettiget medlem kan afgive stemme på vegne af et andet stemmeberettiget medlem ved skriftlig fuldmagt. Ingen fremmødt person kan repræsentere flere end i alt 4 medlemmer inklusive personen selv.

Bestyrelsen kan gøre vedtagelsen af ethvert forslag eller ændringsforslag afhængig af, at det på ny vedtages ved en urafstemning, der afholdes snarest muligt. Kun aktive medlemmer og studerende har stemmeret. Studerende kan ikke deltage i bestyrelsesvalget. 

§ 8. Formandskabet

1.
Bestyrelsen vælger hvert 2. år i lige år en formand blandt bestyrelsens medlemmer. Formanden er foreningens leder. Formanden modtager et vederlag aftalt med bestyrelsen. Formandens faste opgaver og ansvarsområder skal fremgå af bestyrelsens forretningsorden.

2.
Valg af formand kræver tilslutning fra mindst halvdelen af bestyrelsen. Opsigelse af formanden i dennes valgperiode kræver tilslutning af mindst 2/3 af bestyrelsen.

3.
Bestyrelsen vælger hvert 2. år i ulige år en næstformand, der leder bestyrelsen ved formandens forfald. Har næstformanden også forfald, indtræder direktøren i bestyrelsen som fungerende formand. Næstformanden kan efter aftale med formand og bestyrelse varetage fastlagte opgaver. 

Næstformanden kan modtage et vederlag aftalt med bestyrelsen. Næstformandens eventuelle opgaver og ansvarsområder skal fremgå af bestyrelsens forretningsorden.

4.
Formand og næstformand vælges på det førstkommende bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling ved valgår. Såfremt en siddende formand ikke opnår genvalg eller træder ud af bestyrelsen ved et bestyrelsesvalg, er næstformanden fungerende formand indtil førstkommende bestyrelsesmøde.

5.
Formanden kan handle på foreningens vegne i sager, der ikke kan afvente bestyrelsens afgørelse, men skal snarest muligt forelægge sagen for bestyrelsen. Formanden og næstformanden er ansvarlige for, at bestyrelsens retningslinjer følges, og de er ansvarlige for enhver handling de foretager på foreningens vegne overfor bestyrelsen. 

§ 9. Bestyrelse

1.
Bestyrelsen består af 12 aktive medlemmer, der vælges for 4 år ad gangen og for maksimalt 3 sammenhængende perioder, i tilfælde hvor der er andre, der ønsker at tage plads i bestyrelsen, samt en repræsentant for de studerende medlemmer. De studerendes repræsentant, vælges blandt de studerende efter nærmere regler fastsat af bestyrelsen.

2.
Bestyrelsesvalget finder sted ved den ordinære generalforsamling. Kandidaterne skal være tilgængelige på foreningens hjemmeside senest den 31. december i det forudgående år. 

3.
Bestyrelsen opstiller som minimum det antal kandidater, der skal vælges. Kun aktive medlemmer der er til rådighed for arbejdsmarkedet ved opstillingsfristens udløb kan opstille. Medlemmer under uddannelse ved opstillingsfristens udløb kan dog opstille til bestyrelsesvalg, såfremt de forventer at færdiggøre uddannelsen inden valgets afslutning.

Kandidater skal inden den 1. oktober i det forudgående år skriftligt meddele deres opstilling til bestyrelsen og skal kunne forevise skriftlige anbefalinger fra 5 aktive medlemmer. Aktive medlemmer kan ikke anbefale mere end 1 kandidat hver.

4.
Er der ikke opstillet flere kandidater, end der skal vælges, er de pågældende valgt uden afstemning. Er der ved fristens udløb ikke opstillet det tilstrækkelige antal kandidater, kan bestyrelsen vælge at indkalde kandidater på ny, udpege et medlem eller lade pladsen være vakant indtil næste bestyrelsesvalg. 

5.
Stemmer skal optælles af et af bestyrelsen nedsat stemmetællingsudvalg. Hvert stemmeberettiget medlem kan afgive én stemme på én kandidat. Ved stemmelighed foretages lodtrækning.

6.
Bestyrelsesmedlemmer afgår ved førstkommende bestyrelsesvalg, efter at de er ophørt som erhvervsaktive inden for skibsfartserhvervet.

7.
Udtræder et bestyrelsesmedlem før et bestyrelsesvalg, vælger bestyrelsen et andet aktivt medlem som stedfortræder. Ved førstkommende bestyrelsesvalg er stedfortræderen på valg for den resterende del af valggruppens periode. 

8.
Bestyrelsen tegnes af formandskabet. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom tegner 3 bestyrelsesmedlemmers i forening med formanden. I øvrige økonomiske forhold tegner direktøren i henhold til den bemyndigelse, der er fastlagt i bestyrelsens forretningsorden. 

9.
Bestyrelsesmøde skal afholdes mindst 6 gange årligt eller på begæring af mindst 4 bestyrelsesmedlemmer eller den fungerende formand.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når den fungerende formand og mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Sager af særlig vigtighed skal så vidt muligt sendes til høring i hele bestyrelsen.

Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger og afstemninger nærmere bestemt i bestyrelsens forretningsorden. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

10.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. 

11.
Inden for områder, hvor foreningen har forhandlingsret, er bestyrelsen bemyndiget til at afgive varsel om kollektive kampskridt overfor modparter. Et sådant varsel kan afgives for alle eller for en afgrænset del af medlemmerne.  Vedrørende medlemmernes rettigheder og pligter i en konfliktsituation henvises til bestemmelserne i de kollektive overenskomster og individuelle kontrakter.

§ 10. Regnskab og Revision

1.
Foreningens regnskabsår løber fra den 1. oktober til den 30. september.

2.
Foreningens regnskab revideres af en statsautoriseret revisor, der vælges af generalforsamlingen.

3.
Bilagene kontrolleres af to bilagskontrollanter, der mindst en gang om året gennemgår udvalgte bilag i forbindelse med regnskabsafslutning Bilagskontrollanterne tilrettelægger selv deres arbejde, og kan gennemgå bilag hyppigere end en gang om året. Bilagskontrollanterne rapporterer i nødvendigt omfang til bestyrelse og generalforsamling.

To bilagskontrollanter vælges på generalforsamlingen. 

§ 11. Administration

1.
Bestyrelsen ansætter i samråd med formanden en direktør. Øvrigt personale ansættes af bestyrelsen efter fællesindstilling fra formanden og direktøren.

2.
Direktøren er foreningens daglige leder og er fungerende formand, såfremt  formanden og næstformanden har forfald. 

Direktøren er ansvarlig for, at bestyrelsens retningslinjer følges og er overfor bestyrelsen ansvarlig for enhver handling foretaget på foreningens vegne.

Direktøren kan efter samråd med formand og næstformand handle på foreningens vegne i sager, der ikke kan afvente bestyrelsens afgørelse, men skal snarest muligt forelægge sagen for bestyrelsen.

§ 12. Ændringer

1.
Opløsning af foreningen kræver tilslutning på generalforsamling fra 3/4 af de fremmødte og derefter tilslutning fra 3/4 af de afgivne stemmer ved en elektronisk urafstemning.

2.
Sammenslutning med andre skibsofficersforeninger eller fagforeninger kræver tilslutning på generalforsamling fra flertallet af de fremmødte og derefter tilslutning fra 2/3 af de afgivne stemmer ved en elektronisk urafstemning.  

3.
Ændring af foreningens vedtægter kræver tilslutning på en generalforsamling fra flertallet af de afgivne stemmer og derefter tilslutning fra flertallet af de ved en elektronisk urafstemning afgivne stemmer.

4.
Bestyrelsen foranlediger beslutninger angående pkt. 1-2 bekendtgjort i Søfartens Lederes medier og foranlediger en elektronisk urafstemning. Frist for elektronisk stemmeafgivelse fastsættes til minimum 2 uger fra urafstemningens bekendtgørelse. 

5.
I tilfælde af foreningens opløsning træffer en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling med almindelig stemmeflerhed og uden hensyn til antallet af fremmødte bestemmelse om anvendelsen af foreningens midler efter gældende regler.