17. jun. 2025

ILO vedtager nye regler: Søfarende skal beskyttes bedre mod vold og chikane

Fra december 2027 træder nye internationale regler i kraft, der skærper kravene til arbejdsmiljøet til søs. Ændringerne til den internationale søfartskonvention MLC betyder blandt andet, at alle skibe fremover skal have klare politikker og procedurer mod vold og chikane.

Billede til nyheden ILO vedtager nye regler: Søfarende skal beskyttes bedre mod vold og chikane

Et trygt arbejdsmiljø bliver et bindende krav

I juni 2025 vedtog ILO (International Labour Organization), en række ændringer til Maritime Labour Convention (MLC) – den internationale søfartskonvention, som fastsætter minimumsstandarder for søfarendes arbejdsvilkår.

Med de nye ændringer bliver det nu et bindende krav, at der aktivt arbejdes med forebyggelse og håndtering af chikane, mobning og anden form for vold ombord – og at søfarende trygt kan indberette uønsket adfærd uden frygt for konsekvenser.

Ledelse i front

For rederier og skibenes ledelse betyder ændringerne, at arbejdsmiljøpolitikker og indberetningsmekanismer ikke længere er "nice to have", men et krav, der skal kunne dokumenteres ved inspektion. Den enkelte leder om bord får dermed en central rolle i både forebyggelse og håndtering af potentielle sager.

Vi bakker fuldt op om, at vold og chikane nu adresseres direkte i MLC. Det er et vigtigt fremskridt for sikkerhed og ledelse til søs. Men det forpligter – og vi forventer, at rederierne allerede nu begynder at klæde lederne (i land og ombord) ordentligt på til opgaven,” udtaler Niels Bergkvist Hansen, formand for Søfartens Ledere.

Landlov og hjemsendelse styrkes – også under kriser

En anden vigtig ændring vedrører søfarendes ret til landlov og hjemsendelse. Retten til landlov skal anerkendes i henhold til ILO’s regler, og adgang til hjemsendelse skal være mulig uden diskrimination – uanset skibets flag eller nationalitet.

Desuden fastslås det, at søfarende skal anerkendes som nøglearbejdere under kriser. Det betyder, at regeringer skal sikre, at søfarende kan komme i land, få lægehjælp og blive hjemsendt – også i tilfælde af pandemier eller sikkerhedsnedlukninger.

Læs mere vedtægterne hos Søfartsstyrelsen: ILO vedtager vigtige ændringer til søfarendes rettigheder

Baggrund

Ændringerne er resultatet af forhandlinger i ILO’s særlige trepartskomité i april 2025. Danmark deltog i forhandlingerne med en delegation bestående af Søfartsstyrelsen, Danske Rederier og arbejdstagerrepræsentanter. 

Læs Søfartsstyrelsens nyhed om forhandlingerne i april her: Nye MLC-krav skal beskytte søfarende mod vold og chikane

Centrale ændringer i MLC (2025)

  • Krav om politik mod vold og chikane

  • Fortrolig klagemulighed for søfarende

  • Ret til hjemsendelse uanset nationalitet

  • Anerkendelse af IMO’s regler for landlov

  • Søfarende anerkendes som nøglearbejdere under kriser

  • Krav om opdateret uddannelse til sundhedspersonale om bord

Hvad skal du som leder forberede?

  • Gennemgå og opdater sikkerhedsledelsessystemet (SMS)

  • Sikre information og oplæring i politikker og procedurer

  • Styrk evnen til at håndtere indberetninger og trivselssamtaler

  • Inddrag besætningen i arbejdsmiljødialoger

  • Brug opdateret medicinsk vejledning ombord

Relaterede nyheder