Benjamin kommer oprindeligt fra Sønderborg, men bor i dag på Tåsinge sammen med sin forlovede. Efter endt uddannelse startede han sin karriere som styrmand hos Mærsk Line, samtidig med han blev afløser på den kommunale færge Bitten Clausen i sine hjemmeperioder, og sejler nu hos Scandlines. En rejse gennem flere dele af branchen, som har givet ham et solidt indblik i hverdagen for både yngre og erfarne søfarende.
Elsker nye opgaver
Benjamin er glad for nye udfordringer og ansvar. Både på jobbet og i fagforeningen.
Hos Scandlines er han blevet certificeret LEAN projektleder og udover jobbet som styrmand ombord, arbejder han også på kontoret som ISM-administrator.
”Jeg er en energisk person, som gerne vil det hele. Jeg håber på, at mit engagement både kan bruges på arbejdspladsen og i fagforeningen. Jeg er nemlig glad for nye udfordringer,” fortæller Benjamin.
Nyt perspektiv til bestyrelsen
Han har været medlem af Søfartens Ledere siden 2017 og følger foreningens arbejde og overenskomster tæt.
”Foreningens udvikling og de beslutninger, der træffes, har altid haft min interesse, og jeg deltager, når jeg kan,” siger Benjamin.
Benjamin Neitzel er 25 år, og som ung og ambitiøs kandidat ønsker han at bringe nye perspektiver ind i bestyrelsesarbejdet:
“Jeg vil gerne være med til at styrke medlemmernes vilkår og bidrage til, at Søfartens Ledere fortsat er en stærk og fremsynet forening. Jeg mener, vi står bedst, når både erfaring og nye idéer er repræsenteret ved bordet.”
Benjamin håber, at medlemmerne vil se potentialet i at vælge en kandidat, der både kender branchen indefra og ønsker aktivt at tage ansvar for dens fremtidige udvikling.



