21. nov. 2025

DOF Danmark afskediger søfarende: Sådan hjælper Søfartens Ledere

I oktober gennemførte DOF Danmark en omfattende afskedigelsesrunde blandt de søfarende ansatte. Søfartens Ledere stod klar til at hjælpe medlemmer med svar og faglig sagsbehandling.

Billede til nyheden DOF Danmark afskediger søfarende: Sådan hjælper Søfartens Ledere
DOF Danmark afskediger søfarende: Sådan hjælper Søfartens Ledere

Fyringerne sker som led i rederiets beslutning om bl.a. at afhænde tre ældre skibe, som DOF i 2024 købte af Maersk Supply Service

Det er anden gang i år, DOF gennemfører en fyringsrunde. I starten af året gjaldt det de landansatte. Denne gang er det udelukkende de søfarende, der er berørt.

Juridisk bistand fra starten – og krav om ordentlig proces

Før opsigelserne blev gennemført, deltog jurist i Søfartens Ledere, Agnete Klæsøe Lund Andersen, i et møde med Danske Rederier og DOF.

Her blev organisationen orienteret om, at der ville være tale om en masseopsigelse, og at rederiet derfor skulle følge de særlige procedureregler, der gælder i den situation.

Selvom DOF i første omgang afviste at lade Søfartens Ledere repræsentere vores medlemmer med den begrundelse, at vi ikke har overenskomst med dem, stod vi fast på vores ret til at være til stede for medlemmerne dér, hvor behovet opstår.

Den ret følger af septemberforliget fra 1899, som netop sikrer arbejdstagerorganisationer adgang til at repræsentere deres medlemmer i arbejdsretlige forhold – også når der ikke foreligger en overenskomst. Med udgangspunkt i denne helt grundlæggende og historisk forankrede repræsentationsret fik vi slået fast, at vores medlemmer naturligvis ikke står uden faglig støtte, blot fordi arbejdsgiveren ikke er omfattet af en aftale med os.

Derfor lykkedes det os at sikre, at medlemmerne blev repræsenteret af os.

Direktør Helle Ruberg fra Søfartens ledere siger:

“Vores medlemmer kan altid regne med os. Derfor insisterede vi på at få adgang til processen, så vi kunne sikre, at alt foregik korrekt, og at vores medlemmer blev behandlet ordentligt.”

Flere end 40 medlemmer fik individuel hjælp

Søfartens Ledere har haft kontakt med et stort antal medlemmer ansat i DOF. I alt har mere end 40 medlemmer fået varetaget deres interesser. Mange har fået individuel rådgivning og svar på deres spørgsmål frem til afskedigelserne samt gennemgang af deres ansættelsesforhold og kontrakter.

For 9 medlemmer, som endte med at blive opsagt eller nedgraderet, har processen været særligt intensiv. Nogle har fået bistand til at forhandle frivillige fratrædelsesaftaler, andre har fået hjælp til at få afklaret deres rettigheder og muligheder.

Det har været en omfattende og detaljeret indsats, både før opsigelserne, hvor mange havde spørgsmål om deres situation, og efter, hvor de opsagte har fået individuel rådgivning og faglig sagsbehandling.

Helle Ruberg understreger:

“Det er en voldsom situation at stå i, når ens job forsvinder fra den ene dag til den anden. Vi har gjort alt, hvad vi kunne og gør det stadig, for at hjælpe hvert enkelt medlem sikkert gennem processen.”

Vigtigt at reglerne overholdes

Masseafskedigelser udløser særlige regler, blandt andet krav om information, tidsfrister og dialog. Når mange rammes samtidig, er det ekstra vigtigt, at processen er korrekt og transparent.

Søfartens Ledere følger derfor fortsat situationen tæt og står fortsat i kontakt med de opsagte medlemmer.

Har du brug for hjælp?

Søfartens Ledere opfordrer alle medlemmer, der står over for en opsigelse – eller frygter én – til at kontakte organisationen så tidligt som muligt.

Vi står klar til at rådgive om rettigheder, muligheder og næste skridt.

Relaterede nyheder