Søfartsstyrelsen har netop meddelt, at den gældende praksis for bemanding af lodsfartøjer ændres, så der altid skal være mindst to besætningsmedlemmer om bord. Ændringen bliver skrevet ind i den kommende bekendtgørelse om bemanding af mindre erhvervsfartøjer, som forventes at træde i kraft 1. april 2026.
Det er en stor sejr for sikkerheden og resultatet af et års vedholdende arbejde fra Søfartens Ledere for at sikre, at lodserne har forsvarlige arbejdsforhold.
– Vi har stået fast på, at én person på et lodsfartøj simpelthen ikke giver tilstrækkelig sikkerhed. Lodser arbejder under krævende forhold, og et overbordfald kan få alvorlige konsekvenser. Med to personer om bord kan man reagere hurtigt, og lodsen kan udføre sit arbejde uden frygt, siger Helle Ruberg, direktør i Søfartens Ledere.
Baggrunden for ændringen
Den tidligere praksis byggede på en afgørelse fra 1983, hvor lodsfartøjer i visse tilfælde kunne sejles af én person. Men siden da er fartøjerne blevet både større og kraftigere, og arbejdsforholdene har ændret sig markant.
Både i Skibstilsynsrådet og på dialogmødet mellem lodserhvervets parter i foråret 2025 var der bred enighed om, at den gamle praksis ikke længere levede op til nutidens sikkerhedskrav. Søfartsstyrelsen har desuden set på forholdene i nabolande som Norge, Nederlandene og Storbritannien, hvor lodsfartøjer allerede bemandes med mindst to personer.
Et vigtigt skridt for både sikkerhed og arbejdsmiljø
Ændringen betyder, at lodser fremover vil være sikret et sikkerhedsniveau på linje med andre passagerer på mindre erhvervsfartøjer. Samtidig vurderer Søfartsstyrelsen, at den ekstra besætningsmand vil reducere risikoen for fatigue og forbedre både reaktionsevne og arbejdsmiljø.
– Dette er et eksempel på, at faglighed og dokumentation virker, når vi står sammen. Vi er glade for, at Søfartsstyrelsen har lyttet til de faglige argumenter og prioriteret lodsernes sikkerhed, siger Helle Ruberg, direktør i Søfartens Ledere.
Ændringen vil blive implementeret i forbindelse med den reviderede bekendtgørelse om bemanding af mindre erhvervsfartøjer.
Ikrafttræden: 1. april 2026
Hvad betyder ændringen konkret?
Lodsfartøjer skal fremover altid bemandes med minimum to personer.
Den ene skal have sønæringsbevis (duelighedsbevis i sejlads for handelsskibe).
Det andet besætningsmedlem skal være myndig, sundhedstestet, instrueret i brand- og redningsudstyr samt kunne føre udkig.
Ændringen skal sikre hurtig reaktion ved overbordfald, bedre arbejdsmiljø og mindre træthed hos besætningen.