Har du oplevet at blive talt ned til, mødt racistiske eller sexistiske kommentarer eller mærket uretfærdige magthierarkier? Du er langt fra den eneste.
I 2023 blev der offentliggjort en stor undersøgelse fra Syddansk Universitet der viste, at mobning og chikane stadig findes i den danske handelsflåde - især blandt unge søfarende og i forhold til race, kultur, hierarki og køn.
Resultaterne har sat skub i en politisk opfølgning, hvor erhvervsministeren har bedt Søfartsstyrelsen og branchen om at komme med konkrete initiativer. Et af dem er, at Handelsflådens Arbejdsmiljøtjeneste (AMTJ) nu rykker ud på skibe i hele flåden med gratis hjælp.
“Vi kommer om bord for at hjælpe jer - ikke for at pege fingre”
“Vi glæder os til at komme ud og tale med rederierne og de mange søfarende. Vi håber, at hele branchen vil støtte op om dette vigtige arbejde,” siger Torsten Mathias Augustsen, daglig leder i AMTJ. Han har selv sejlet, er uddannet dualofficer og har siden arbejdet både i rederier og i myndigheder. Torsten Augustesen understreger:
“Vi er ikke ude for at pege fingre. Vi er der kun for at hjælpe. Tillid er afgørende og derfor foregår samtalerne i fortrolighed”.
Sådan foregår et arbejdsmiljøbesøg
Når AMTJ kommer om bord, er det for at give alle på skibet en stemme - uanset rang eller baggrund. Besøget begynder med en kort introduktion, og derefter laver konsulenterne interviews med udvalgte besætningsmedlemmer. Formålet er at få det fulde billede af dagligdagen på skibet:
Hvordan oplever du samarbejdet? Er der plads til at sige fra? Er der nogen, der oplever at blive mobbet eller chikaneret?
Samtalerne varer typisk en dag og planlægges i samarbejde med rederiet, så det passer ind i driften. Rederiet bliver inddraget fra starten både for at sikre åbenhed, men også for at tage hensyn til arbejdstider, ruter og belastning.
“Det er vigtigt, at vi ikke spænder ben for skibets drift. Vi ved, hvor travlt der kan være, især når skibet ligger i havn eller under operationer. Derfor er vi fleksible og tager hensyn til hverdagens rutiner om bord,” forklarer Torsten Augustesen.
Fortrolighed for besætningen
Mange kan have en naturlig skepsis over for at åbne op om problemer. Men AMTJ arbejder ud fra én klar regel: Det, der bliver sagt under samtalerne, kommer ikke videre til andre end skibet og rederiet - og aldrig med navne eller personlige oplysninger.
“Det er et lukket kredsløb. Når vi kommer ud ombord, laver vi fortrolige interviews. De konklusioner, vi kommer med, bliver kun delt med skibet og rederiet og aldrig med myndigheder eller andre udenfor. Og det er afgørende, hvis vi skal have den ærlige dialog, som er nødvendig for at skabe et bedre arbejdsmiljø,” siger Torsten Augustesen.
Hvad får du og dit skib ud af besøget?
Efter samtalerne får I en kort, handlingsrettet tilbagemelding med konkrete råd, der kan bruges med det samme - ingen lange rapporter. AMTJ bruger også erfaringerne til at lave en årlig status til myndighederne om tendenser i hele handelsflåden.
“Vi planlægger vores besøg efter skibets drift og placering. Også passagerskibe og færger er omfattet, men i første omgang prioriterer vi at få så bredt et billede som muligt. Også de skibe, der sjældent får besøg, skal med i indsatsen,” fortæller Torsten Augustesen.
Hvad er AMTJ?
Handelsflådens Arbejdsmiljøtjeneste (AMTJ) er en enhed, der udfører arbejdsmiljøvurderinger på danskflagede skibe med fokus på at forebygge og håndtere chikane og mobning. Enheden hører under SEA HEALTH & WELFARE (Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd).
Læs mere her.