Følgende gælder for landansatte
I dag forhindrer Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt, at bevismateriale som videoer og fotos kan bruges i arbejdsmiljøsager – selv hvis medarbejderen ønsker det. Det vil beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nu ændre på med en ny lov, der giver klageren mulighed for at give samtykke til, at materialet må bruges over for arbejdsgiveren.
”Nu kommer der endnu bedre mulighed for, at vi kan komme efter de virksomheder, som helt ublu bryder loven og udsætter deres ansatte for livsfare,” siger beskæftigelsesministeren.
Forslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2025 og skal sikre, at Arbejdstilsynet kan følge flere sager helt til dørs – blandt andet i alvorlige sager som håndtering af asbest.
Serviceforbundet støtter forslaget
I Serviceforbundet bakker næstformand John Hatting op om lovforslaget:
”Forslaget kan skabe større åbenhed om arbejdsmiljøforholdene, hvilket fremmer en mere konstruktiv dialog mellem medarbejdere og arbejdsgiver. Gives arbejdsgiver adgang til detaljerede oplysninger, bliver det sværere at ignorere dårlige forhold. Det burde alt andet lige bidrage til bedre trivsel, lavere sygefravær og større arbejdsglæde.”
Han understreger dog, at området skal følges tæt:
”Vi må sikre, at medarbejdere ikke bliver udsat for repressalier, hvis de deler oplysninger, der ikke falder i god jord hos arbejdsgiveren. Hvis ansatte frygter konsekvenserne af at stå frem, risikerer vi, at lovændringen får den modsatte effekt. Men overordnet ser vi det som et vigtigt skridt i den rigtige retning for både fysisk og psykisk arbejdsmiljø.”
Inspiration fra Sverige og Norge
Sverige og Norge har allerede lignende regler, hvor klagere kan give samtykke til, at Arbejdstilsynet bruger deres beviser. Med det nye lovforslag vil Danmark nu følge trop og styrke indsatsen mod virksomheder, der ikke tager arbejdsmiljøet alvorligt.
Serviceforbundet sender samtidig en opfordring til, at Arbejdstilsynet har de nødvendige ressourcer til at håndtere sagerne uden unødig forsinkelse.