24. jan. 2025

Digitale beviser gør livet nemmere både for søfarende og Søfartsstyrelsen

Søfartsstyrelsen har introduceret digitale beviser, hvilket skal gøre livet nemmere både for styrelsen og for de søfarende.

Billede til nyheden Digitale beviser gør livet nemmere både for søfarende og Søfartsstyrelsen
Digitale beviser har du altid lige ved hånden.

Ændringen er resultatet af flere års arbejde, hvor Søfartsstyrelsen har stået i spidsen for både digitalisering og udvikling af internationale regler, der gør digitale beviser til en godkendt standard under STCW-konventionen.

Rasmus Høy Thomsen, der er kontorchef i Søfartsstyrelsen, fortæller her om tankerne bag de digitale beviser.

”Helt lavpraktisk, så slipper vi for at printe beviserne ud, og der er ligeledes mange tusinde breve, som vi undgår at sende. Det betyder, at der bliver sparet mange omkostninger. Når vi har skullet sende beviser til udlændinge på skibene, har det også ofte været svært for os at ramme et skib, der sejler. Og det ville egentlig have været nok i sig selv til, at vi valgte en digital løsning,” fortæller Rasmus Høy Thomsen.

Der er også andre fordele, for eksempel at Søfartsstyrelsen blot kan trykke ’Udsted’, og så ligger beviset klar til brug med det samme. Og fordi det er digitalt, kan det heller ikke blive væk eller ødelagt, hvis man får vand i kælderen eller lignende.

”Det er med andre ord straksekspedition, hvor vi kan lave beviser fra dag til dag,” siger Rasmus Høy Thomsen.

Er der nogle udfordringer ved løsningen?

Norden er generelt langt fremme på det digitale område, men det er ikke alle steder i verden, der er lige så langt fremme.

”Det er vores håb, at de andre lande vil acceptere vores digitale løsning. Men det er ikke alle lande, der har tillid til digitalisering. De er vant til, at alt skal foregå med papirer og stempler. Men vi har fået skrevet ind i STCW-konventionen, at det er en gyldig løsning. Og vi vil tage kampen op, hvis vi oplever problemer med det ude i verden,” siger Rasmus Høy Thomsen.

”Vi håber, at andre lande følger trop. Der er mange nationaliteter på et skib, og vi har endnu ikke fat i hele besætningen med digitale løsninger, men vi ved, at mange lande er i gang, blandt andre Kina, Filippinerne, Singapore, Norge, med flere ,” slutter Rasmus Høy Thomsen, der understreger, at Søfartsstyrelsen står parat til at hjælpe, hvis der skulle opstå problemer i forhold til de digitale beviser.

Læs mere om digitale beviser her

 

Relaterede nyheder