23. sep. 2024

Tillidsrepræsentant var med til at forlænge DanPilot-overenskomsten

Med en pragmatisk tilgang og solidt forarbejde spillede tillidsrepræsentant Bjarne Cæsar Skinnerup en afgørende rolle i forlængelsen af DanPilot-overenskomsten, der medfører lønstigninger for medlemmerne.

Faglig
Billede til nyheden Tillidsrepræsentant var med til at forlænge DanPilot-overenskomsten
DanPilot-services dækker fra Skagen til Bornholm, og de håndterer over 20.000 lodsninger om året. Foto: Lars Iversen

Bjarne Cæsar Skinnerup, lods og tillidsrepræsentant (TR) hos DanPilot, har mange års erfaring i Søfartens Ledere og har blandt andet tidligere været formand for foreningen og bestyrelsesformand i Danske Lodser. I 2023 blev han valgt som TR hos DanPilot, hvilket for nogle måske kan lyde som et skridt baglæns, men der var ikke andre, der meldte sig, og derfor trådte Bjarne til.

Overenskomsten stod til at udløbe

En af de første udfordringer, Bjarne mødte som TR, var den snarlige udløbsdato på DanPilot-overenskomsten, som skulle forhandles på bagkant af de store offentlige forlig, hvor lønrammen allerede lå fast.

Bjarne fik blandt andet taget initiativ til et online-møde med medlemmerne, hvor han spurgte ind til deres ønsker. Skulle de sige overenskomsten op og kaste sig ud i et langt forhandlingsforløb, eller skulle de se, om de kunne forlænge den med de stigninger, der var på vej på det offentlige område. Medlemmerne foretrak at forlænge overenskomsten.

Lønstigning til medlemmerne

Efter medlemmernes input kontaktede Bjarne den daværende HR-chef hos DanPilot for at diskutere mulighederne, og der var enighed om, at en forlængelse var den bedste vej frem.

Formanden for Søfartens Ledere, Niels Bergkvist Hansen, og HR-chefen hos DanPilot fik herefter hurtigt aftalen på plads med lønstigninger til medlemmerne.

Set over de seneste 4½ år har man sikret medlemmerne en lønstigning på 14,5 procent.

Relaterede nyheder