Danske Sømands- og Udlandskirker skifter navn til Den Danske Kirke i Udlandet. Navneskiftet vedrører organisationen hjemme i Danmark, som ansætter og udsender danske præster og andet personale til de danske kirker i udlandet.
Et navn for alle
Det nu tidligere navn var et kompromis mellem to organisationer – Dansk Kirke i Udlandet og Dansk Sømandskirke i fremmede Havne – der fusionerede for 20 år siden.
Formand Anne E. Jensen siger:
Navneændringen, som var et af to vedtægtsændringsforslag på lands- og repræsentantskabsmødet på Hotel Nyborg Strand i slutningen af august, har været undervejs i længere tid.
”Der har været en proces i baglandet. Vi lavede først et samarbejde med et reklamebureau for at indsamle viden om, hvordan DSUK ser ud udefra. Det har vi testet af i bestyrelsen, blandt medarbejdere og i kirke- og menighedsråd,” siger Anne E. Jensen til Kirke.dk og fortsætter:
”Undervejs har det rykket på, hvad navnet skulle være. Det nye navn ligner mest den ene, gamle organisation, til gengæld bliver det nye logo – et kors med et anker – en mindelse om den anden, gamle organisation. Vi føler, at alle kan rummes i dette navneskift.”
Som en del af høringen af baglandet har udlands- og sømandskirkerne været inviteret til et webinar, hvor de kunne udtrykke deres synspunkter. Her deltog et bredt udvalg, og der var stor nysgerrighed og støtte til ændringen.
Om Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK)
Danske Sømands- og Udlandskirker er en kirkelig støtteforening, dannet den 1. januar 2004 som af en fusion mellem Dansk Sømandskirke i fremmede Havne (1867) og Dansk Kirke i Udlandet (1919).
42 danske præster og 10 assistenter samt en forstander er for tiden udsendt til storbyer med mange danskere bosat og havnebyer med stort dansk skibsanløb samt i Sydslesvig. I alt dækker foreningen 92 destinationer i Europa, Asien, Australien, USA, Canada og Argentina.
Danske Sømands- og Udlandskirker ledes af en bestyrelse. Den hjemlige administration tæller 11 ansatte med pastor Selma Ravn i spidsen som udlandsprovst/generalsekretær.
Langt den væsentligste del af udgifterne dækkes af indsamlede midler og menighedernes egne bidrag, mens en bevilling på finansloven sikrer tilskud af en størrelsesorden, som dækker en væsentlig del af lønudgifterne.
