Opsigelse

Alle ansættelsesforhold vil på et eller andet tidspunkt ophøre. Enten fordi du selv siger op – eller fordi din arbejdsgiver opsiger dig. Måske finder du et andet job og ønsker at komme hurtigt videre.

Allerede, når du underskriver din ansættelsesaftale, skal du derfor være opmærksom på, hvilke regler og vilkår der er aftalt eller gælder for at komme ud af ansættelsesforholdet.

Vær opmærksom på, at du ved opsigelse kan være underlagt regler fra Funktionærloven og Sømandsloven evt. uden aftale herom.

Netop reglerne om opsigelse er en del af de bestemmelser i både Funktionærloven og Sømandsloven, som ikke alene er indbyrdes forskellige – men som også inden for visse rammer kan fraviges ved aftale.

Opsigelsesbestemmelserne kan være vanskelige at gennemskue – og giver erfaringsmæssigt ofte anledning til tvivl, mange spørgsmål og mange misforståelser.

En opsigelse skal altid ske med det gældende opsigelsesvarsel. Dit opsigelsesvarsel kan være fastsat i din ansættelseskontrakt eller fremgå af den overenskomst, som er gældende for dit ansættelsesforhold. Er du funktionær, gælder de særlige opsigelsesregler i Funktionærloven.

Du skal som udgangspunkt møde helt normalt på arbejde i opsigelsesperioden.

Læs mere:

Fratrædelsesaftaler

Du og din arbejdsgiver kan – ofte som alternativ til en egentlig opsigelse eller bortvisning – eller efter en forhandling og i gensidig forståelse imellem jer – indgå en aftale om at dit ansættelsesforhold skal bringes til ophør.

Der gælder som udgangspunkt aftalefrihed for en sådan gensidigt indgået fratrædelsesaftale. Det vil sige, at du og din arbejdsgiver selv fastsætter vilkårene for fratrædelsen.

Læs mere:

Typiske bestemmelser i en fratrædelsesaftale
  • Begrundelsen for, hvorfor aftalen er indgået.
  • Hvornår medarbejderen fratræder sin stilling.
  • Om medarbejderen er fritstillet i fratrædelsesperioden.
  • Fastsættelse af eventuel godtgørelse – eller anden betaling – i forbindelse med fratrædelsen.
  • Parternes mulighed for at foretage modregning overfor hinanden.
  • Tilbagelevering af udleverede effekter, beklædning og personalegoder (telefon, pc, m.v.).
  • Afvikling og/eller udbetaling af tilgodehavende ferie.
  • Konkurrence-/kundeklausul og loyalitetspligt – herunder betaling herfor.
  • Andre konkrete og individuelle forhold, som der skal gøres op med i forbindelse med fratrædelsen.
DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Alene formuleringen og angivelsen af begrundelsen for fratrædelsesaftalens indgåelse kan få stor betydning. Såfremt fratrædelsen er begrundet i dine forhold, vil dette ofte medføre, at du bliver ramt af en karantæneperiode hos din A-kasse. I den periode er du ikke berettiget til dagpenge.

Er fratrædelsen derimod begrundet i arbejdsgiverens forhold, vil du ofte være berettiget til udbetaling af dagpenge uden karantæne.

I praksis kan begrundelsen om, at fratrædelsesaftalen er indgået som følge af ”samarbejdsvanskeligheder” ofte give anledning til problemer med A-kasserne, da det ikke kan udelukkes, at disse vanskeligheder skyldes dine, såvel som din arbejdsgivers forhold.

En fratrædelsesaftale tager desuden stilling til spørgsmålet om en mulig opsigelses saglighed, idet betaling af godtgørelse m.v. i forbindelse med fratrædelsen vil være indeholdt i aftalen.

Søfartens Ledere anbefaler, at du altid søger rådgivning i forbindelse med forhandlingen om og indgåelsen af en fratrædelsesaftale, da både indholdet og den nærmere formulering af en sådan aftale kan være af stor betydning for den retsstilling, som følger efter – i selve fratrædelsessituationen, men også senere, da fratrædelsesaftalen som udgangspunkt indgås til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem parterne. Ingen kan derfor bagefter rejse yderligere krav imod den anden.

Vi deltager gerne under selve forhandlingen, ligesom vi gerne gennemgår udkast til en fratrædelsesaftale eller medvirker ved udarbejdelsen af en aftale efter samtale med dig.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Sygemelding i opsigelsesperioden

Sygemelder du dig i opsigelsesperioden, så kontakt din egen læge på første sygedag. Du skal nemlig være sikker på, at du kan få en lægeerklæring, hvis din arbejdsgiver forlanger den.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Modregning ved fritstilling

Får du andet arbejde i fritstillingsperioden, har du – igen som udgangspunkt – pligt til at oplyse din arbejdsgiver om det. Denne kan herefter foretage modregning i den løn, som du modtager fra din nye arbejdsgiver, medmindre du er blevet garanteret, at du beholder lønnen, selvom du finder nyt arbejde.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Fritstilling

Du har ikke krav på at blive fritstillet i opsigelsesperioden, uanset hvem der opsiger ansættelsen. Du skal derfor møde almindeligt på arbejde i opsigelsesperioden, med mindre I aftaler, at du kan holde ferie eller, hvis du bliver fritstillet.

Meddeles du en fritstilling af din arbejdsgiver – eller indgår konkret aftale om fritstilling – er du fritaget for din arbejdsforpligtigelse i den resterende del af opsigelsesperioden.

En fritstilling kan ikke tilbagekaldes, og du er berettiget til at påtage dig andet arbejde, også selvom opsigelsesperioden endnu ikke er udløbet.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Kontraopsigelse

Er du blevet opsagt af din arbejdsgiver, og vil du gerne stoppe tidligere end ved udløbet af dit opsigelsesvarsel, må du lave en kontraopsigelse.

En kontraopsigelse betyder, at du nu også selv opsiger ansættelsesforholdet – nu med dit eget opsigelsesvarsel, som ofte er kortere, end det opsigelsesvarsel, som gælder for din arbejdsgiver.

Har du brug for at starte på det nye arbejde hurtigere, må du forsøge at aftale med din gamle arbejdsgiver, at du fratræder tidligere. Sørg i så fald for at få aftalen på skrift.

Hvis du som følge af en mangeårig ansættelse hos din arbejdsgiver har ret til fratrædelsesgodtgørelse, bevarer du denne ret også ved kontraopsigelse.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Er du opsagt?

Står du med din opsigelse i hånden, bliver det måske relevant at drøfte:

  • opsigelsesvarslets længde
  • sagligheden i opsigelse
  • dine rettigheder og pligter i opsigelsesperioden
  • fratrædelsesgodtgørelse
  • fritstilling
  • mulighed for kontraopsigelse, hvis du får andet arbejde

Det kan også forekomme, at du skal afvikle ferie i din opsigelsesperiode, ligesom nogle også rammes af sygdom undervejs i perioden.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Vil du sige op?

Vi kan hjælpe dig med at gennemgå de regler og bestemmelser, som gælder for dig om, hvordan du kommer ud af ansættelsesforholdet igen.

Ofte vil vi gennemgå bestemmelserne på skrift og derefter være i telefonisk og skriftlig kontakt med hinanden, indtil alle spørgsmål er afklaret.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn
DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn