Klausuler

Der findes forskellige klausuler, som alle i større eller mindre omfang er reguleret i lovgivningen. Der er med virkning fra 1. januar 2016 gennemført nye regler for klausuler, som gælder for alle aftaler indgået efter dette tidspunkt.

For ansættelsesaftaler indgået tidligere end 1. januar 2016 gælder derfor de hidtidige regler.

Læs mere:

Jobklausul

Det er tale om en jobklausul, når din arbejdsgiver aftaler med andre virksomheder, at de ikke må ansætte dig. En sådan aftale vil ikke nødvendigvis fremgå af din ansættelsesaftale. Med virkning fra 1. januar 2016 er det som udgangspunkt ikke længere lovligt at indgå jobklausuler.

Konkurrenceklausul

En konkurrenceklausul er den mest almindelige klausul, som benyttes i ansættelsesforhold. Vedtagelse af en sådan klausul har til formål at forhindrer dig i at arbejde for en konkurrent eller at starte egen virksomhed, der konkurrerer med din nuværende arbejdsgiver.

Kundeklausul

En kundeklausul skal forhindre dig i at tage arbejde hos din arbejdsgivers kunder og andre forretningsmæssige forbindelser, fx leverandører. Denne klausul gør også, at du heller ikke må have erhvervsmæssig kontakt med dem eller på anden vis arbejde for dem.

Hvor længe gælder en klausul?

En klausul gælder, når du fratræder og i en periode på op til 12 måneder derefter, alt efter hvad der er aftalt. Det er en forudsætning for gyldigt at kunne aftale eller påtage sig en konkurrence- og eller kundeklausul, at du er en nøglemedarbejder og altså bestrider en særlig stilling eller har særligt kendskab til f.eks. forretningshemmeligheder el.lign.

Hvornår gælder en klausul?

Klausulerne gælder, hvis du selv siger op. Men også hvis din arbejdsgiver bortviser eller opsiger dig på grund af dine forhold. Du kan ikke selv opsige en konkurrence- eller kundeklausul, men din arbejdsgiver kan opsige klausulen. Det skal ske med 1 måneds varsel til en måneds udgang.

Økonomisk kompensation

Du har ret til at blive kompenseret økonomisk, hvis klausulen gøres gældende, og denne ret til kompensation skal utvetydigt fremgå af din ansættelseskontrakt.

Gælder klausulen i op til 6 måneder, skal det fremgå af aftalen, at du får en kompensation svarende til mindst 40 % af din månedsløn i perioden.

Gælder klausulen i op til 12 måneder, skal det fremgå af aftalen, at du får en kompensation svarende til mindst 60 % af din månedsløn i perioden.

Du har krav på de første 2 måneders kompensation som et engangsbeløb sammen med din sidste løn. Kompensationen for de øvrige måneder skal du have udbetalt månedsvis, indtil klausulperioden udløber.

Herudover gælder der særlige regler i forbindelse med bortvisning og om modregning i tilfælde af, at du finder andet passende arbejde efter din fratrædelse.

Rådgivning om klausuler
Det er indlysende, at sådanne klausuler kan spille en stor rolle og være meget begrænsende i forhold til din fremtidige karriere og jobmuligheder m.v. Derfor er det vigtigt at være sikker på, hvad der gælder i dit ansættelsesforhold – og særligt ved din ansættelses ophør.

Vi rådgiver dig derfor gerne om indholdet og omfanget af dine aftaler, både før ansættelsen og dermed indgåelsen af aftalerne om at indgå klausuler – men også undervejs i dit ansættelsesforhold og i forbindelse med dine evt. overvejelser om opsigelse, jobskifte, nye muligheder osv.

DelPrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn