Pampernotat

Søfartens Lederes “Pampernotat”                                         

Der har over årene og fra tid til anden været medieopmærksomhed og skandaler i andre fagforbund og selskaber ejet af faglige organisationer, hvor medlemmernes penge ikke er blevet brugt i fællesskabets interesse, men snarere er gået til varetagelse af de ansattes eller de folkevalgtes personlige interesserer

Bestyrelsen i Søfartens Ledere finder den megen omtale skadelig for det generelle omdømme for faglige organisationer og har besluttet løbende at gennemgå de forhold i Søfartens Ledere, som af medlemmerne eller offentligheden kunne tænkes at få stemplet “pamperi”.

Bestyrelsen finder, at  fuld offentlighed er det bedste middel til at aflive myterne om faglige organisationer som “pampervælder”. Derfor har bestyrelsen besluttet at Søfartens Ledere skal have sit eget “pampernotat”.

Bestyrelsen

Bestyrelsesarbejdet – Bestyrelsesmedlemmerne vælges ved direkte valg blandt medlemmerne. Valgperioden er fire år. Der er fri ret til at genopstille og der er ikke vedtægtsmæssige bestemmelser om at man kun kan sidde et vist antal år i bestyrelsen.

Bestyrelsesarbejdet er ulønnet – Arbejdet består i forberedelse og deltagelse i møder og anden aktivitet i ca. 10 dage om året. I overenskomstsår kan det blive til flere dage. Dertil kommer medlemskontakt, når man er på arbejdet eller i sin hjemmeperiode.

Til bestyrelsesmedlemmer kan der ydes en godtgørelse på kr. 1.500 pr. mødedag, til dækning af tabt arbejdsfortjeneste/mistede fridage.

Bestyrelsesmedlemmer får refunderet eventuelle telefon- og porto-ud­gifter i forbindelse med for­eningsarbejdet efter regning/skøn.

Transportudgifter og fortæring til bestyrelses­med­lemmer i forbindelse med bestyrelsesmøder, udvalgs­møder, seminarer, medlemsmøder, landsmøder, bestyrelses­fest, generalforsamling, kursus og lignende refun­deres efter reg­ning i rimeligt omfang. Bilag skal vedlægges i original.

Formanden
Som vederlag for sit arbejde modtager formanden efter aftale med bestyrelsen et årligt vederlag.

Foreningen stiller mobiltelefon og pc til rådighed for formanden. Foreningen betaler også telefon, internet og avis til formanden udover almindelig dækning af bestyrelsesmedlemmers udgifter til transport, ophold, fortæring mv. i foreningens tjeneste.

Bestyrelsesfest med ægtefæller/kærester –  Både Søfartens Ledere og Danske Lodser afholder hvert år en fest, hvor også sekretariatets ansatte med ægtefæller/kærester inviteres. Den årlige fest er som sådan betalingen for bestyrelsens arbejde, og en lejlighed hvor man fra foreningen siger “tak for lån” til ægtefæller/kærester for at man har lagt beslag på noget af den søfarendes fritid. Sekretariatet inviteres for en gang om året at have et socialt fællesarrangement.

Ægtefælle medrejse og – deltagelse – Bestyrelsens medlemmer har mulighed for at have ægtefæller/samlevere/kærester med ved nationale medlemsarrangementer, hvor medlemmernes ægtefæller/samlevere/kærester også er inviteret, samt ved foreningens deltagelse i Nordisk Navigatørkongres og Nordisk Lodsmøde.

Betaling af barnepige ved bestyrelsesarrangementer – I de tilfælde hvor bestyrelsen er inviteret med ægtefælle/ledsager, eller deltager af repræsentative hensyn dækkes udgifter til børnepasning i rimeligt omfang efter regning eller godtgøres med et beløb på 1375 kr.

Ansatte
Foreningens ansatte medarbejdere i sekretariatet er ansat på individuelle kontrakter undergivet foreningens vedtægter, forretningsorden, personalepolitik og den til enhver tid gældende funktionærlov.

Anden beskæftigelse og honorarer

For nuværende er direktør og formand sagkyndige dommer og medlemmer af Sø- og Handelsretten. Mødedage i retten giver et honorar på 2400 kr. Direktøren er tillige også sagkyndig tilknyttet de almindelige domstole (oftest byretterne). Her er der også et honorar på 2400 kr. Antallet at mødedage om året svinger. Direktøren har 3-5 dage om året og formand max. 2 dage.

Direktøren er også medlem af Kunderådet i PFA Pension. Herfor modtages et årligt honorar på 10.000 kr.

Foreningens Job- og Karrierekonsulent er medlem af hovedbestyrelsen i Min A-kasse. Herfor modtages et årligt honorar på 16.100 kr.

Direktøren samt Job- og Karrierekonsulenten passer i noget omfang disse hverv/bibeskæftigelser i arbejdstiden. Da begge arbejder uden højeste arbejdstid og deres arbejde ikke overtages af andre, er det med bestyrelsen aftalt at honorarerne tilfalder direktøren samt Job- og Karrierekonsulenten, som en art overtidsbetaling der medtages i forhold til fastsættelse og aftaler om deres samlede aflønning.. Alle honorarer er fuldt skattepligtige.

Diæter i udlandet – Ved ansattes rejser i udlandet udbetales diæter jfr. skattereglerne herfor.

Ægtefælle medrejse og – deltagelse – Sekretariatets ansatte har mulighed for at have ægtefæller med ved nationale medlemsarrangementer, hvor medlemmernes ægtefæller/samlevere/kærester er inviteret, samt ved foreningens deltagelse i Nordisk Navigatørkongres og Nordisk Lodsmøde.

Ansattes kreditkort – Ansatte som af hensyn til deres arbejde og rejseaktivitet er udstyret med elektroniske betalingskort (Visa, Diners, Mastercard mv. samt benzinkort) er som udgangspunkt personligt ansvarlig for den fornødne dokumentation for de afholdte udgifter og betaling med disse kort samt at kortet er brugt i Søfartens Lederes interesse.  Sammenblanding af egen og Søfartens Lederes økonomi eller økonomiske interesser kan være bortvisningsgrund, og er ikke begrænset til brug af betalingskort.

Firmabiler – Direktøren og en faglig sekretær har fri bil som en del af deres samlede lønaftale. Værdien af fri bil skattepligtig og aftalen administreres i henhold til skattereglerne herom.

Foreningen råder desuden over en firmabil, der er registreret til erhvervsmæssig brug. Bilerne anvendes til transport i forbindelse med ansattes arbejde og anden aktivitet i Søfartens Ledere. Bilerne må ikke benyttes privat.

Fri telefon og internet – Alle ansatte har fri telefon og internet. Foreningen har behov for at de ansatte også kan arbejde hjemmefra. Værdien heraf er skattepligtig og indberettes,

PC hjemmearbejdspladser – Nødvendigt udstyr til hjemmearbejdspladser leveres af foreningen.

Mobiltelefoner, bærbar pc og tablets – Leveres af foreningen til formand, direktør og ansatte efter individuelt behov og nødvendighed.

Parkeringsforhold – Foreningen råder over 5 parkeringspladser i et parkeringsanlæg i baggården ved foreningens ejendomme. 1 plads bruges til firmabilen mens øvrige 4 pladser kan anvendes af de ansatte.

Gratis Frugt, sodavand, kaffe og kildevand – Stilles til rådighed for de ansatte og besøgende.

Skærmbriller – Ansatte der bruger briller får betalt et par skærmbriller efter behov. Søfartens Ledere betaler brilleglas, mens den ansatte selv betaler brillestel.

Behandling, genoptræning og fysisk aktivitet – Da stillesiddende kontorarbejde til tider kan give helbredsmæssige skavanker har det til tider været nødvendigt at betale for behandling hos kiropraktor, fysioterapeut mv. Til forebyggelse giver foreningen medarbejder tilskud til fysisk aktivitet og sport.

Udlejning

Lejligheder i Navigatørernes Hus – Ved ledige lejemål tildeles lejligheder til medlemmerne. Er flere medlemmer interesseret i en lejlighed trækkes der lod. Ingen ansatte, tidligere ansatte eller bestyrelsesmedlemmer er bosat i foreningens ejendom. Kan lejligheder ikke lejes ud til medlemmerne tilbydes de på det almindelige udlejningsmarked.

Ferielejligheder i København og Berlin – Bestyrelse og ansatte kan leje lejlighederne på helt samme vilkår som medlemmerne. Der er således ingen fortrinsret og ingen reduktion eller andet i forhold til lejepris.  Det er som for medlemmer også et krav at bestyrelse og ansatte selv deltager som “beboer” i forbindelse med et lejemål.